Da jeg som helt nyuddannet lærer fik ansvaret for en 4. klasse, oplevede jeg hurtigt, at tanker og bekymringer kunne løbe af med især piger på vej ind i teenagealderen. Er jeg god nok, som jeg er? Vælger de andre mig bare af medlidenhed? Er jeg dygtig nok i skolen? Ser jeg ud, så jeg passer ind i gruppen?
Det var i en samtale om et tilsvarende emne med en af pigerne, det slog mig, at snak ikke førte os nogen steder hen. Jeg bad hende forestille sig, at hun sad med et syltetøjsglas i hånden. Sammen trak vi vejret dybt, og hver gang vi udåndende, pustede vi alle vores tanker ned i syltetøjsglasset. Til sidst bad jeg hende lukke låget og putte glasset i tasken, når hun kom tilbage i klassen. Så kunne hun selv beslutte, om hun ville finde tankerne frem derhjemme og tage dem tilbage eller lukke dem ud i den smukke bøgeskov, hun boede midt i.
Siden har jeg brugt teknikken til børn mange gange. Det imaginære syltetøjsglas giver børnene et konkret redskab, de kan gribe til, når tankerne løber afsted med dem. Syltetøjsglasset er siden blevet forfinet lidt og Sanserejsen hedder i dag Æsken. Men meningen er den samme. Og behovet er ikke blevet mindre. I dag underviser jeg ikke bare enkelte elever i teknikken men hele klasser i at håndtere tankemylder, så det ikke spænder ben for deres sunde fornuft og tro på sig selv.
Tine
