Angst bor i os alle – heldigvis. For det er angsten, der skubber os over vejen, når der pludselig kommer en bil eller giver os superkræfter, når vi skal løbe fra en aggressiv hveps. Angsten frelser os, når vi er i fare.
Vores hjerne består af tre niveauer. Den tænkende hjerne, præfrontal cortex, der analyserer og reflekterer over os selv og vores omgivelser. Den følende hjerne, det limbiske system, der styrer vores indlevelse og empati. Og den sansende hjerne, krybdyrhjernen, der holder os i live ved at sikre, at vi trækker vejret, at hjertet slår, at vi får vores søvn og den slags nødvendigheder.
Det er i krybdyrhjernen, vores kamp, frys eller flugt-respons sidder, og da krybdyrhjernen reagerer hurtigere end tænkehjernen, er vores angsthandling ofte helt ubevidst. Krybdyrhjernen får os til at springe for livet, før vores tænkende hjerne opfatter, at der kommer en bil imod os. Vi har derfor meget at takke vores krybdyrhjerne for.
Desværre kan krybdyrhjernen nogle gange komme til at forveksle helt ufarlige situationer som faretruende. Det kan skyldes, at man er presset, stresset og i ubalance. Det kan også skyldes, at krybdyrhjernen forbinder en situation med en tidligere hændelse, hvor man følte sig utryg.
Idet krybdyrhjernen sender signaler til os, før den tænkende hjerne får lov at rationalisere over situationen, hænder det, at vi bliver ængstelige over helt almindelige og ufarlige ting. Forældre oplever for eksempel, at deres barn pludselig bliver bange for at være alene eller for at komme i skole. Det er barnets krybdyrhjerne, der tager kontrollen over barnet og misinformerer om, at der er fare på færde.
Før barnets angst kategoriseres som irrationel, er det naturligvis vigtigt at være undersøgende på, om der rent faktisk kan være grund til, at krybdyrhjerne reagerer og beskytter barnet. Er barnet reelt i en tilstand af overlevelse i skolen? Bærer barnet på traumer efter f.eks. forældrenes skilsmisse, med ubevidst og ubehandlet frygt for at blive forladt? Så skal der naturligvis handles på at få skabt rammer for, at barnet føler sig trygt igen.
Men ofte, når børn får angst over en længere periode, er det krybdyrhjernen, der har fået lidt for meget magt. Krybdyrhjernen bliver en slags forræder. Når man sammen med sit barn får øje på, hvad det er, krybdyrhjernen forsøger at beskytte barnet imod, kan man øve sig i at slå den tænkende hjerne til og handle rationelt. Hvad er sandsynligheden for, at man reelt er i fare? Hvad kan man gøre for at tage kontrollen over situationen tilbage?
Sanserejsen Krokodillen handler om barnets krybdyrhjerne. Den hjælper barnet med at forstå, hvorfor vi alle reagerer med angst, og hvordan vi kan hjælpe krokodillen (krybdyrhjernen) med at få hvile og falde i søvn, hvis den er for vågen for ofte. For når krokodillen sover, er der plads til vores tænkende hjerne. Krokodillen giver således dit barn forståelse for angstens væsen og redskaber til at håndtere den.
Tine
