type="text/javascript"> Skip to main content

Ro tager tid

Mange børn nyder en tiltrængt pause, hvor de kan finde ro og slappe af. Men ikke alle har lige nemt ved det. Nogle børn kan have svært ved at finde ind i historien og vil have behov for at træne at holde kroppen i ro og lytte. Hos de børn kan denne form for afslapning ligefrem skabe fysisk uro i barnet. Det er helt normalt.

Vær tålmodig med barnet og sæt ord på, at det er okay at mærke uro. Måske har barnet slet ikke hørt historien men tænkt på andre ting undervejs eller endda faldet i søvn. Med tiden sker det samme som med al anden træning, at barnet finder ro og fokus til at få udbytte af Sanserejserne. Oplevelsen under Sanserejserne og samtalerne efterfølgende kan derfor ændre sig over tid.

Om vejrtrækning

Vidste du, at det er svært at trække vejret korrekt?
Langt størstedelen af vores liv, trækker vi vejret overfladisk, og luften når kun ned i vores brystkasse. Det er synd for kroppen. For ilten vi trækker ind, giver energi til vores celler og renser blodet for affaldsstoffer. Ilten holder os på den måde sunde og raske, og derfor er det vigtigt at øve sig i at trække vejret rigtigt.

Vejrtrækning gennem næsen giver en dybere vejrtrækning. Undersøgelser viser, at blodet iltes helt op til 15% bedre gennem næsen. Derfor guides barnet i Sanserejserne til at trække vejret ind gennem næsen og puste ud gennem munden.

Næsen er tæt forbundet med det autonome nervesystem, hvor det langsomme og rolige åndedræt kan aktiveres. Husk at det er med vejrtrækningsøvelser som med armbøjninger. De skal trænes, hvis man vil blive god.

Vejrtrækningsøvelser og vejrtrækningsven

Vi trækker vejret cirka 20.000 gange i døgnet. Hvis iltoptaget skal være optimalt, skal luften helt ned i maven. Det kan gøres på mange sjove måder, når man øver sig med børn. Man kan forestille sig, at maven er en ballon, der puster sig op, hver gang man trækker vejret ned i maven, og at luften fiser ud af ballonen, når man puster den ud.

Vær på samme tid opmærksom på, at skuldrene ikke trækker sig helt op til ørerne for hver indånding. Det er tegn på, at luften kun når til brystkassen. Den øverste del af kroppen skal altså være afslappet, mens maven gør arbejdet.

Man kan vælge at benytte en vejrtrækningven, f.eks. en bamse eller en hjemmelavet figur. Vejrtrækningsvennen lægges på barnets mave, og ved at have opmærksomhed på, at vejrtrækningvennen hæver og sænker sig ved hjælp af ind- og udånding, trænes barnet i at trække vejret korrekt hele vejen ned i maven og ikke kun til brystet.