type="text/javascript"> Skip to main content

Modsat hvad mange måske tror, er kun en lille del af vores nervesystem styret fra hjernestammen og ud i kroppen. Det er denne del, der gør det muligt for os at kontrollere vores angst og vores reaktioner med sandsynlighedsberegning, tanker og sund fornuft.

Men helt op imod 80 % af vores nervesystem sender signaler i den stik modsatte retning, nemlig fra kroppen og op til hjernen. Det er altså kroppen, der fortæller os, hvordan vi har det, og hvordan vi skal handle derpå. Denne del af vores nervesystem har ikke et sprog, det er vores tavse nervesystem. Det reagerer instinktivt på alt det, vi sanser.

Derfor er det afgørende, at vi fra barnsben lærer, hvordan vi aflæser vores krops signaler og ikke mindst, hvordan vi finder ro i kroppen. Og når kroppen i så høj grad styrer vores handlinger, er det mest effektiveste redskab til langsigtet trivsel og duelighed, træning der involverer kroppen.

Men hvordan kan vi berolige kroppen, uden af det skal gå gennem vores hjerne først?

Her kommer en række råd til, hvordan du og dit barn kan stimulere den sansende del af nervesystemet:

  1. Vejrtrækningsøvelser dybt ned i maven sænker aktiviteten i det sympatiske nervesystem, der skal beskytte os mod fare ved at gøre os klar til kamp eller flugt. I langt de fleste Sanserejser øver barnet den dybe vejrtrækning, da det er en grundlæggende teknik for al selvberoligelse og opmærksomhed på kroppen.
  2. Berøring, f.eks. gennem massage eller ved at holde dit barn tæt ind til dig beroliger nervesystemet. Berøring udløser nemlig oxytocin og serotonin, der skaber ro og velvære og igen har en dæmpende effekt på det sympatiske nervesystem.
  3. Rolige og trygge omgivelser gør kroppen afslappet, da sanserne opfatter miljøet som ufarligt. Man kan skabe rolige omgivelser for sit barn med en hverdag uden alt for mange aktiviteter og med masser af regelmæssighed og gentagelser. Vi voksne skaber også tryghed gennem vores stemmer og kropssprog. Vi smitter andre med vores ro. Det gælder desværre også, hvis vi er sitrende og stressede.
  4. Naturens lyde har en direkte virkning på vores ”tavse” nervesystem. Lyden af fugle, der fløjter i træerne, bækken der risler bag os og bladene, der knitrer i skovbunden giver os en følelse af at være forbundet med noget, der er større end os selv, vores sanser vækkes og vores nervesystem finde hvile.
  5. Sanserejser har fokus på afspænding, sansning af kroppen, afslappende lyde og beroligende fortællinger og giver nervesystemet ro og lærer barnet at genkende og forstå signalerne, der sendes fra vores tavse nervesystem i kroppen op til hjernen, der styrer vores handlinger og påvirker vores trivsel.

Vi skal lære at tillægge vores sanser lige så stor betydning som vores sprog. Løgstrup sagde det med disse ord:

“Sansning er ikke afhængig af forståelsen, men forståelsen er afhængig af sansningen. Vi forstår sanseligt uden ord”.

Tine